Klatrelabyrint i Starup Kultur- og Idrætscenter
Starup Kultur- og Idrætscenter ønskede, sammen med Haderslev Kommune, at udvikle hallen og gøre den endnu mere spændende for borgerne. Visionen var klar: et moderne og fleksibelt samlingspunkt, der tilbyder aktiviteter til alle aldre – uden at tilføje nye kvadratmeter.
Udviklet, designet og bygget af GoAdventure
Løsningen blev at udnytte et hjørne af hallen, som før stod ubrugt, til en multifunktionel klatrelabyrint. Den skulle både fungere som en sjov og udfordrende aktivitet for børn og unge – og samtidig give ekstra siddepladser, når hallen bruges til indendørsstævner.
Klatrelabyrinten kombinerer flere elementer: net, stiger, små klatrevægge med greb, niveauskift og en netrose som nedgang fra toppen. Ydersiden er sikret med net for tryghed, mens konstruktionen udnytter hallens fulde højde, så oplevelsen bliver både varieret og fysisk udfordrende.
GoAdventure arbejdede tæt sammen med Starup Kultur- og Idrætsforening for at finde den rigtige løsning. Med 3D-visualiseringer kunne vi vise, hvordan klatrelabyrinten ville se ud og sikre, at alle ønsker og krav blev opfyldt. På det lille areal lykkedes det at samle 4-5 forskellige aktiviteter uden at skabe en sammenklemt fornemmelse – tværtimod blev hjørnet forvandlet til et aktivt og indbydende område.
Resultatet er et nyt samlingspunkt i hallen, hvor leg, bevægelse og funktionalitet går hånd i hånd – og et godt eksempel på, hvordan uudnyttet plads kan blive til noget, der skaber værdi for hele lokalsamfundet.
Fakta om Starup Kultur- og Idrætscenter
DRØMMEN
At udnytte ubrugt plads i hallen til en aktivitet, der både giver leg, udfordring og ekstra tilskuerpladser.
Lokation
Starup Kultur- og Idrætscenter, Haderslev Kommune, Danmark.
Elementer
Net som sikkerhed og passage, stiger, små klatrevægge med greb, niveauskift, netrose som nedgang, plads til tilskuere under stævner.